Således fyldt med ny energi fortsatte vi til "Fram"-museet med Fridtjof Nansens berømte polarskib.
Wikipedia skriver om "Fram":
"Nansen chose Colin Archer,
Norway's leading shipbuilder and naval architect, to design and build a suitable ship for the planned expedition. Using the toughest oak timbers available, and an intricate system of crossbeams and braces throughout its length, Archer built a vessel of extraordinary
strength. Its rounded hull was designed so that it would slip upwards out of the grip of packing ice. Speed and sailing performance were secondary to the requirement of making the ship a safe and warm shelter during a predicted lengthy confinement.[44] With an overall length of 128 feet (39 m) and a beam of 36 feet (11 m), the length-to-beam ratio of just over
three gave the ship its stubby appearance,[49] justified by Archer thus: "A ship that
is built with exclusive regard to its suitability for [Nansen's] object must differ essentially from any known vessel."[50]
The ship was launched by Eva Nansen at Archer's yard at Larvik, on 6 October 1892, and was named Fram."
Skibet klarede da også at være indefrosset i isen i Det arktiske Ocean" i næsten 3 år fra 1893 til 1896, fra De nordsibiriske Øer til Spitzbergen. Det var Nansens håb, at isdriften ville bringe skibet til Nordpolen,
men i stedet førtes skibet vestpå. Nansen prøvede så at nå til Nordpolen med hundeslæde og en hjælper, men de måtte vende om lidt nord for 86 grader nord - og nåede med de hundeslæderne og til sidste
de medbragte kajakker til Franz Josef Land.
Så vi klatrede rundt inde i og uden på det robuste træskib.
Selv om tiden efterhånden var knap, nåede vi lige også at kigge ind på Kontiki-museet, før
vi skulle tilbage med bussen mod hotellet efter bagagen.